Anklager om mishandlet kvinde: Hun har alt at miste

Krimi
En 26-årig mand er ved Retten i Glostrup tiltalt for at have mishandlet sin kone fra sommeren 2013 til februar 2018. (Arkivfoto) (Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix)

I fem år blev pakistansk kvinde voldtaget og underkastet streng social kontrol, mener anklager i Glostrup.

Hun greb chancen, da den bød sig. Flygtede fra den mand, der i næsten fem år havde voldtaget, slået, sparket og holdt hende under streng kontrol.

Sådan forklarer anklager Morten Frederiksen, da han onsdag i Retten i Glostrup fortæller om den kvinde, der er omdrejningspunkt i en voldsom sag om ægteskabelig vold og streng social kontrol.

Kvindens mand er tiltalt for at have mishandlet hende fra 2013 til 2018.

Ifølge anklagen blev hun gentagne gange tildelt lussinger, knytnæveslag og spark. Igen og igen blev hun desuden udsat for voldtægt - herunder tvunget til oral- og analsex af sin mand.

Manden, der er 26 år og i dag bor i Malmø, nægter sig skyldig.

Ifølge anklageren er der dog ingen tvivl om, at kvindens beretninger om vold og mishandling er sande.

- Hun forklarer nøgternt og præcist. Om slag og spark, blå mærker og blod i urinen, fremhæver Morten Frederiksen.

Overgrebene skulle være begået på flere adresser i hovedstadsområdet - herunder i Ballerup. Kvinden i sagen kommer fra Pakistan og har ikke opholdstilladelse i Danmark, men har haft opholdstilladelse i Sverige.

Offeret var ifølge anklagen foruden de fysiske overgreb underlagt ekstrem social kontrol i de fem år.

Hendes mand forbød hende at gå ud alene og være i kontakt med andre alene. Hun måtte ikke gå på nettet eller bruge en telefon uden tilladelse og opsyn.

- Hun havde ingen opholdstilladelse, intet sygesikringskort, ingen mulighed for at arbejde uden for hjemmet. Hun kunne ikke engang sproget, for hun måtte ikke gå i sprogskole, siger Morten Frederiksen.

Fra den tiltaltes forsvarer, Helle Kaad Iversen, lyder det imidlertid, at anklagemyndigheden og kvinden har en dårlig sag.

- Vi har ingen objektive beviser. Vi har ingen lægelige beviser. Vi har ingen vidner, der kan forklare, at de har set hende være udsat for vold, siger hun.

Det eneste, der kan minde om beviser for de påståede forbrydelser, er ifølge forsvareren vidneberetninger fra tre af kvindens familiemedlemmer.

De har under sagen fortalt, at de ved et besøg hjemme hos parret så et blåt mærke eller plamager i kvindens ansigt.

Helle Kaad Iversen mener, at kvinden har fremsat falske beskyldninger om voldtægt, fordi hun var træt af sin mand - angiveligt har han været hende utro - og ikke kunne se andre veje ud af ægteskabet.

Samtidig vil kvinden formentlig ikke tilbage til Pakistan. Hun er kommet til Europa efter at være blevet familiesammenført. Hun har haft opholdstilladelse i Sverige - og ifølge svensk lov kan en familiesammenført udlænding få lov at blive i landet efter en skilsmisse, hvis der har været vold i hjemmet.

- Et eller andet sted kan jeg godt forstå hende, siger Helle Kaad Iversen.

Ifølge anklager Morten Frederiksen er der tale om et tvangsægteskab mellem sagens to hovedpersoner. Og selv om kvinden i februar sidste år formåede at flygte fra sin mand og søge hjælp hos politiet, er hun stadig i knibe.

- Faktisk er hun den, der har alt at tabe på denne sag, siger han og henviser til, at kvinden risikerer at blive sendt ud af landet.

Samtidig er hun fra en traditionel pakistansk familie og vil være dårligt stillet, hvis hun kommer tilbage til sit hjemland, da hun ikke længere har kontakt til sine nærmeste slægtninge. Hendes egen familie så helst, at hun forblev gift med sin mand.

Dommen ventes afsagt på fredag.

/ritzau/