Senioranklager Rikke Jensen ser gode muligheder for at rejse en sag mod selskabet Uber, efter at landsretten har slået fast, at en Uber-chauffør har bedrevet ulovlig taxikørsel.
- Uber har været sigtet for medvirken til chaufførernes overtrædelser. Nu skal vi se på, om der er grundlag for at tiltale selskabet.
- Det tror jeg godt, vi kan. Nu har vi jo landsrettens ord for, at Uber-systemet er i strid med den danske taxilov, siger senioranklager Rikke Jensen fra Statsadvokaten i København.
Det var ulovligt, da en 28-årig mand 18. november 2015 og 6. februar 2016 samlede passagerer op mod betaling via Uber-appen. Det har Østre Landsret slået fast fredag.
Den tiltalte er fundet skyldig i at have kørt med passagerer mod betaling uden at have erhvervskørekort, og uden at bilen var godkendt til taxikørsel.
Den dømte fik i byretten en bøde på 6000 kroner, som landsretten stadfæstede.
Dommen betyder, at det også er ulovligt for de omkring 2000 Uber-chauffører, der bruger appen, at fragte passagerer mod betaling, siger anklageren.
- Landsretten var enig med os og byrettens vurdering i, at som den danske taxilovgivning ser ud nu, kan du ikke tage din bil og køre passagerer rundt mod betaling, siger Rikke Jensen.
- Heller ikke selv om du er tilknyttet et Uber-system. Det kræver en tilladelse, når du skal tjene penge på det, siger hun.
Foruden den 28-årige skulle en anden Uber-chauffør også have sin byretsdom prøvet i landsretten.
Han mødte dog aldrig op til retsmødet, og derfor står byrettens bøde på 2000 kroner ved magt.
Ifølge Fagbladet 3F er der derudover flere sager om Uber-kørsel på vej i retten. 50 tiltalesager er sendt til retten, der enten er berammet eller afventer berammelse.
- Der er også omkring 34 sigtede, hvor vi endnu ikke har taget stilling til tiltale. Derudover ligger der sager ude på politistationerne, siger advokaturchef i Københavns Politi Vibeke Thorkild-Jensen til fagbladet.
Af de mange straffesager, der er på vej, er mindst 25 sager allerede berammet i byretten i København og på Frederiksberg, oplyser forsvarsadvokat for flere Uber-chauffører Eddie Rosenberg Khawaja til Fagbladet 3F.
Det er endnu uvist, om den dømte i fredagens sag vil forsøge at indbringe sagen for Højesteret.
/ritzau/