Anklage mod kommandørkaptajn: Stripklub på Forsvarets regning

Den 51-årige betalte ifølge anklageskriftet med Forsvarets kreditkort for en festlig nat her på den eksklusive Stiletto Gentlemen's Club på Malta.
Den 51-årige betalte ifølge anklageskriftet med Forsvarets kreditkort for en festlig nat her på den eksklusive Stiletto Gentlemen's Club på Malta. Foto: Stiletto Gentlemen's Club

En 51-årig kommandørkaptajn gik på stripklub på Forsvarets regning under en tjenesterejse til Malta. Sådan lyder den kulørte anklage i en retssag, der begynder i Retten i Roskilde torsdag, skriver DAGBLADET Køge.

Kommandørkaptajnen, der har en nøgleposition i Forsvaret, betalte ifølge anklageskriftet med Forsvarets kreditkort for en festlig nat på den eksklusive Stiletto Gentlemen's Club på Malta i november 2016 og hævede samme nat kontanter i en hæveautomat i hovedbyen Valetta på kortet for i alt 17.370 kroner.

Kommandørkaptajnen er desuden tiltalt for bedrageri, ved over for sin egen bank at nægte, at det var ham, der på samme stripklub den nat betalte 12 gange med sit eget private Visa-kort for i alt 24.900 kroner.

Endelig er han tiltalt for pligtforsømmelse efter den militære straffelov, skriver DAGBLADET Køge.

Retssagen er anlagt af Forsvarets Auditørkorps, der er Danmarks militære politienhed.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.