Familiefar og arbejdsløs blikkenslager John Jensen kan ikke få dagpenge, fordi han skal følge sin kronisk syge søn på hospitalet hver onsdag. Han skal stå til rådighed 37 timer om ugen, og derfor må han vælge mellem dagpenge eller tage sig af sin søn og så få kontanthjælp i stedet.
Den ulykkelige historie blev fortalt på TV2 Nyhederne i går aftes, hvor beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) opfordrede John Jensen til at anke sagen.
"Man skal også kigge på mennesket. Det er ikke et system for systemets skyld," sagde Inger Støjberg til TV2.
Men det vil den klemte familiefar ikke få noget som helst ud af, siger A-kassernes Samvirke.
"Inger Støjberg indgyder den stakkels familie et håb, der er meget usandsynligt," siger Verner Sand Kirk, der er direktør for A-kassernes Samvirke.
Bør vide bedre
Han påpeger, at reglerne er tydelige, og andre sager magen til den i TV2 Nyhederne i går altid ender med afslag.
"Ministeren bør vide, at hendes egne regler forhindre, at manden kan få dagpenge, når han skal passe sin syge søn," mener Verner Sand Kirk.
Skal der håb til John Jensens familie i Vipperød i Vestsjælland, skal reglerne laves om af ministeren, mener A-kassernes Samvirke.
Klik her og gå til udsendelserne 19.00. Her ligger "En fars svære valg".