TV2, DR1, TV2 og nu TV2’s nye sportskanal.
Morten Ankerdal har været igennem en række jobskifte i de seneste par år. Nu skifter Go’ morgen Danmark-værten til TV2’s nye sportskanal, som har premiere 9. januar.
Det skriver Billed-Bladet.
Morten Ankerdal fortæller, at skiftet har været undervejs et stykke tid.
- Da jeg lavede aftalen med 'Go'morgen Danmark' vidste jeg godt, at TV2 havde en sportskanal i støbeskeen, men tingene var ikke faldet på plads. Da det skete, var det TV2s og mit ønske, at jeg skulle være en del af sportskanalen, hvor jeg får mit eget aktualitetsprogram med ugens mest interessante person, siger han til Billed-Bladet.
Tilbage i 2011 fik Morten Ankerdal bare fem måneder som vært på Aftenshowet, da han skiftede til DR efter 12 år med sport på TV2. Siden drog han tilbage til TV2, hvor han blev kendt som den faste håndboldvært ved de store slutrunder. Efter et visit hos Go’ Morgen Danmark er han nu atter tilbage ved sporten. Han skal blandt andet også kommentere badminton.
- Jeg begyndte i december 2000 som kommentator, så det er som at vende hjem til en sportsgren, jeg selv er opflasket med. Jeg har selv dyrket sporten, men har på grund af mine knæ fået besked på at lade være, men det er svært, når det er noget man holder af. Og kærligheden til spillet er stadig intakt, siger han til Billed-Bladet.