Da en politipatrulje fredag aften kørte gennem Tisvildeleje i Nordsjælland undrede betjentene sig over, at flere personer stod omkring en bil, der med anklagerens ord "holdt lidt mærkeligt".
Betjentene besluttede sig for at undersøge bilen nærmere, og det viste sig at være en god idé.
I en toilettaske i bilen fandt de et blandet udvalg af ulovlige stoffer i salgsposer.
- Der var tale om svampe, kokain, methamfetamin og skunk, fortæller senioranklager Rikke Hald fra Nordsjællands Politi.
Foruden tasken med stofferne lå der en taske med 348.000 kroner i bilen.
En mand i midten af 30'erne, der stod ved bilen, blev anholdt og sigtet for at sælge euforiserende stoffer. Lørdag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby.
Her forklarede han, at han havde lånt bilen af en anden.
- Pengene i tasken kendte han ikke noget til. Han erkendte, at stofferne var hans, men forklarede at de var til eget brug. De var pakket i salgsposer, fordi det var sådan, han havde købt dem, fortæller Rikke Hald.
Dommeren troede ikke på hans forklaring, og han blev varetægtsfængslet i fire uger.
Manden blev i september prøveløsladt efter en dom for narkohandel, og han havde 3000 kroner i små sedler på sig, da han blev anholdt.
Han kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.
/ritzau/