Østjyllands Politi rykkede torsdag aften ud til banegården i Aarhus, hvor de stod klar, da et tog rullede ind på stationen.
Kort forinden var de blevet kontaktet af en togkontrollør, der var blevet hostet på af en passager uden billet, der hævdede, at han havde corona. Det skriver politiet i deres døgnrapport.
Episoden udspillede sig sent torsdag aften i en togkupe, hvor togføreren tjekkede billetter. Den 21-årige og tre venner havde dog ingen billetter at fremvise.
Da togkontrolløren udskrev bøder, gik den 21-årige langt over stregen.
– Han provokerede gentagne gange kontrolløren og på et tidspunkt, hostede han så mod konduktøren og sagde højt, at han havde corona, lyder det i døgnrapporten.
Taget med på stationen
Politiet ser med så stor alvor på hosteriet og truslen om corona, at de tog den 21-årige med på stationen. Han blev anholdt og sigtet for trussel om vold mod en person i offentlig tjeneste.
Den 21-årige fortalte betjentene, at han ikke havde corona, og at det bare havde været for sjov.
Han blev dog alligevel undersøgt af en læge, og hans sundhedsjournaler blev efter samtykke tjekket. Da han ikke havde symptomer på sygdom, og han ikke stod som smittet i systemet, blev det vurderet, at han ikke havde corona.
Under anholdelsen fandt politiet ud af, at han havde en bushammer på sig. Den er han også sigtet for at have stjålet.
Den 21-årige kan nu se frem til et retsligt efterspil.