Han var vældig nervøs før løbet, men da startskuddet gik, viste det sig, at Andreas Bube ikke havde grund til at frygte for sin semifinaleplads på 800 meter ved OL i Rio.
I det indledende heat fredag eftermiddag dansk tid blev han nummer to i tiden 1 minut og 46,67 sekunder, og det var opløftende, at han slet ikke havde løbet sig ud, da han krydsede målstregen i hælene på Alfred Kipketer fra Kenya.
- Det overraskede mig, at det var så let. Jeg løb med masser af overskud de sidste 200 meter og blev ved med at løbe op i ryggen på den kenyanske løber foran mig, fordi jeg havde mere at skyde med end han.
- Det var en fed fornemmelse at krydse stregen som nummer to og samtidig vide, at jeg har mere i tanken til i morgen, siger Andreas Bube.
Han startede løbet afventende i den bageste del af feltet, men begyndte snart at overhale den ene konkurrent efter den anden.
På sidste omgang banede han sig vej op blandt de tre forreste, der ville komme videre på placeringen, og uden at løbe for maksimal kraft til sidst tog han andenpladsen.
Nu er han klar til semifinalen, der løbes natten til søndag dansk tid, og har samtidig opnået sit personlige mål før OL.
- Herfra er det ren flødeskum på toppen af kagen. Nu skal jeg meget gerne i nærheden af min personlige rekord eller slå den. Jeg har haft et par år, hvor det ikke har kørt så godt, så hvis jeg kan lave en god tid, vil det være perfekt, siger Andreas Bube.
Hans hurtigste tid nogensinde blev sat i Monaco i 2012 og lyder på 1 minut 44,89 sekunder - altså knapt to sekunder hurtigere end fredagens tid ved OL.
Kun en tredjedel af de 24 løbere i semifinalen indløser billet til finalen, og det bliver nok for stor en mundfuld at gabe over, forudser den 29-årige løber.
- Jeg tør ikke håbe på det. Vi er 24, der skal skæres ned til otte mand, som allesammen er toppen af poppen.
- I dag var heatet langsomt, men det bliver det ikke i semifinalen. Der skal jeg skyde med alt, hvad jeg har. Det bliver hårdt, men jeg skal give det et ærligt forsøg, siger Andreas Bube.
/ritzau/