Zlatan Ibrahimovic, som tidligere har følt sig forbigået ved uddelingen af Ballon d'Or, får støtte af sin egen Paris Saint-Germain-træner, Carlo Ancelotti.
Italieneren tror dog, at valget kommer til at stå mellem Barcelona-spilleren Lionel Messi og Cristiano Ronaldo fra Real Madrid.
Men eftersom Real Madrids træner, José Mourinho, har sagt, at han stemmer på Ronaldo, så går Paris-træneren efter sin egen målkonge.
- Mourinho har sagt Ronaldo. Så siger jeg Ibra, siger Carlo Ancelotti til L'Equipe.
Den italienske træner mener imidlertid, at Ibrahimovic får det svært i afstemningen i år, fordi han ikke har vundet titler i denne sæson.
Svenskeren blev topscorer i Serie A i 2012, og han vandt mesterskabet med AC Milan i 2010-11, men han har ingen nye pokaler i skabet.
- I den forgangne sæson vandt han ingenting, så derfor tror jeg, han har større chance om et år, siger Ancelotti ifølge den franske avis.
- Jeg tror nok, at han kan vinde den. Men der er tid endnu.
Ballon d'Or er tre år i træk gået til den argentinske boldkunstner Lionel Messi, og FC Barcelona-spilleren er igen blandt favoritterne til at modtage den.
/ritzau/