Af Lisa
Reschefski, lire@avisen.dk
3.681.
Så mange mennesker havde købt billet til fredagens generalprøve på årets
melodi Grand Prix finale og ligeså mange så frem til at se den kendte TV-vært,
Amin Jensen, optræde med sin hyldest til operastjernen Luciano Pavarotti.
Sangen ’Luciano’,
blev sunget som planlagt – bare ikke af Amin Jensen. Han havde nemlig for travlt
til at tage turen til Horsens. I stedet måtte publikum nøjes med en bævende
nervøs version, fremført af korsangeren Kim Sandberg.
Grunden til Amin Jensens fravær er, at han i øjeblikket er travlt optaget
af prøverne på Olsen Banden musicalen, hvor han spiller rollen som Kjeld.
Forestillingen har premiere i Tivolis koncertsal i København næste fredag. Der
er allerede nu solgt mere end 40.000 billetter og planlagt forestillinger indtil
langt hen i april, så hvis seerne i aften sms’er stemmerne i retning af den
trinde TV-vært, bliver der ikke meget tid til at teste timing og sceneshow inden
den internationale semifinale i Beograd 22. maj.
Nyhedsavisen ville gerne have spurgt Amin Jensen om, hvordan han kunne
blive væk fra generalprøven når så mange mennesker havde set frem til hans
optræden. Men det var desværre ikke muligt at træffe den travle
entertainer.
Til gengæld faldt der i aftes hårde ord fra produktionen bag det store
show, og der var stor irritation over Amin Jensen afbud.
- Det er bare ikke professionelt at blive væk fra så vigtig en prøve.
Normalt ville vi slet ikke arbejde med kunstnere, der ikke vil komme til
prøverne. Ved flere andre shows har vi simpelthen valgt dem fra, hvis ikke de
kunne være med til prøven. Det er så utrolig vigtigt at prøve alting igennem, når
man laver live-shows på TV og det ved Amin Jensen også, siger en kilde til
Nyhedsavisen.