Et år efter et skoleskyderi i Parkland i Florida fastholder hundredvis af teenagere i USA fokus på landets omstridte våbenlove ved at skrive om daglige skuddrab på børn og teenagere.
På hjemmesiden sinceparkland.org dokumenterer de unge den kroniske vold med skydevåben i USA i forlængelse af en ophedet debat, der blev udløst af massakren på The Marjory Stoneman Douglas High School i Florida.
Den udbredte vrede og frustrationerne efter Parkland-massakren blev først rettet mod politikerne i Washington, de enkelte delstater og den magtfulde våbenlobby.
Men senere blev vrede og kritik også vendt mod medierne.
- Skoleskyderier bliver topnyheder på vores tv-skærme, men hver dag bliver der skudt og dræbt omkring fire børn og teenagere i vores land, hedder det på hjemmesiden, hvor teenagere beskylder det voksne USA for at gøre for lidt for at bekæmpe problemerne.
- "Since Parkland" skal rette op på den manglende balance i medierne, hedder det på hjemmesiden.
- Over 200 teenagere har siden skoleskyderiet i Parkland den 14. februar sidste år arbejdet sammen om en journalistisk dækning af alle skuddrab på unge under 18 år i USA.
Deres historier omfatter skyderier på gader og skoler, i hjem, skudulykker, bandeopgør og skudopgør om narkotika og drab forårsaget af vildfarne kugler.
- Artiklerne på "Since Parkland" er journalistik i dens klareste form, hvor de menneskelige historier bag statistikkerne bliver oprullet, skriver teenagere på siden.
De har fået hjælp af journalister fra avisen The Miami Herald og organisationen The Trace, som rapporterer generelt om vold med skydevåben.
Ved skoleskyderiet i Parkland blev 14 elever og tre ansatte skudt og dræbt. De bliver mindet ved ceremonier torsdag.
- Vi har ikke brug for årsdagen for at blive mindet om, hvad der skete. Det lever vi med hver dag, siger forretningsmanden Andrew Pollack, som mistede sin 18-årige datter Meadow ved angrebet.
Han har efter massakre haft møder med præsident Donald Trump om sikkerhed på skolerne, men er stadig bekymret over, at der gøres for lidt.
- Når ens barn bliver dræbt i skolen, forventer man at få besvaret sine spørgsmål, siger han til Reuters.
Det var en tidligere elev på 19 år, som begik massakren.
Han smed efter skyderiet sit våben af typen AR-15 fra sig sammen med en rygsæk fyldt med ammunition.
Han løb derefter ud af skolebygningen og blandede sig med flygtende elever, men blev kort efter anholdt.
/ritzau/