Amerikansk skidronning sætter rekorder med ny slalomsejr

Sport
FRA-SKI-ALPINE-WORLD-WOMEN-SLALOM (Foto: Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix)

Mikaela Shiffrin satte to rekorder i Semmering med sin 36. World Cup-sejr i slalom samt den 15. triumf i 2018.

Den amerikanske skiløber Mikaela Shiffrin satte sig lørdag på rekorden for flest slalomsejre i kvindernes World Cup.

I østrigske Semmering hentede 23-årige Shiffrin karrierens 36. slalomsejr, hvilket ingen andre har præsteret i historien.

Efter første gennemløb havde den suveræne amerikaner opbygget et forspring på 0,48 sekunder til Petra Vlhová fra Slovakiet. Den olympiske mester Frida Hansdotter fra Sverige var 0,53 sekunder efter.

I andet gennemløb tabte Shiffrin lidt tid efter et par fejl på nederste del af pisten. Det kom dog ikke til at koste sejren, da amerikaneren sammenlagt var 0,19 sekunder bedre end Vlhová.

Wendy Holdener fra Schweiz kæmpede sig ind på tredjepladsen.

Før lørdagens World Cup i Østrig delte Mikaela Shiffrin rekorden for flest slalomsejre med østrigeren Marlies Schild, der stoppede karrieren i 2014. Schild er nu nummer to på rekordlisten med 35 slalomsejre.

Det blev også til en anden rekord lørdag for Shiffrin, der for alvor slog igennem på den internationale skiscene i 2013.

Som den første i historien har amerikaneren nu også vundet 15 World Cup-løb på et enkelt kalenderår.

Hos herrerne endte det med en italiensk triumf for anden dag i træk, da Dominik Paris vandt World Cup-løbet i Super-G i Bormio med et forspring på blot 0,01 sekund til østrigeren Matthias Mayer. Norske Aleksander Aamodt Kilde blev treer.

Dominik Paris vandt også fredagens styrtløb og har nu vundet 11 World Cup-løb i karrieren.

/ritzau/