Et amerikansk militært transportfly med nødhjælp er lørdag landet i den colombianske by Cucuta nær den venezuelanske grænse.
Nødhjælpens videre fremtid er dog fortsat usikker.
Både mad og medicin er i forvejen oplagret nær Venezuelas grænse.
Den venezuelanske præsident, Nicolás Maduro, nægter at lade nødhjælp komme ind i landet.
Han har beordret militæret til at blokere grænsen, da han slet ikke mener, at Venezuela befinder sig i en humanitær krise.
Han mener i stedet, at det hele er en "politisk forestilling", der skal give USA en undskyldning for at lede en invasion i landet.
Den spændte politiske situation i Venezuela spidsede yderligere til i januar.
Her udnævnte lederen af den oppositionskontrollerede Nationalforsamling, Juan Guaidó, sig selv som fungerende præsident i landet.
Guaidó har lovet, at nødhjælpen vil komme ind i landet om en uge - lørdag den 23. februar. Det løfte gentog han lørdag.
- Vi kommer til at organisere os i brigader, siger Guaidó.
- Den besked, vi skal have givet til de væbnede styrker, er, at de har en uge til at gøre det rigtige. Vil de være med vores familier og vores folk, eller vil de være med tronraneren, som bliver ved med at lyve?
Guaidó har flere gange brugt ordet tronraner om Maduro. Det er en betegnelse for en person, der ulovligt tilegner sig magt.
Maduros valgsejr i maj sidste år beskyldes af mange for at være ulovlig.
Ifølge en af Guaidós repræsentanter Lester Toledo står massevis af venezuelanere klar til at hjælp med at hente nødhjælpen.
- Vi er syv dage fra, at det bliver til virkelighed. Vi kommer til at have selskab af hundredtusindvis af folk, af millioner af venezuelanere, som Guaidó har bedt om hjælp fra, siger Lester Toledo.
- Vi har bedt dem om at tage til grænsen iklædt hvidt tøj som et tegn på fred, lyder det videre fra Guaidós repræsentant.
Lørdagens sending af nødhjælp er den anden store sending af amerikansk og international hjælp til det hårdt prøvede sydamerikanske land.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters