Ambassadør: Mogadishu-angreb er det voldsomste i to år

Vraget af bilen, der lørdag sprang i luften i et angreb i Somalias hovedstad, Mogadishu. (Foto: Abdirazak Hussein Farah/Ritzau Scanpix)

Angreb i Somalias hovedstad viser, at regeringen stadig kæmper med at få kontrol med sikkerheden i landet.

Lørdagens bilbombeangreb i Somalias hovedstad, Mogadishu, er det mest dødbringende angreb det krigsplagede land har set i to år, fortæller Danmarks ambassadør i blandt andet Somalia, Mette Knudsen.

Mindst 79 har mistet livet og over 100 er kvæstet.

- Angreb af den her størrelse og med det antal omkomne og sårede, som vi så i går, er der heldigvis længe imellem, siger hun.

- Det seneste rigtig store angreb var i efteråret 2017, hvor flere hundrede mennesker mistede livet ved et tilsvarende angreb på et meget befærdet område i myldretiden.

Dengang døde over 500 mennesker, da en lastbil blev sprængt i luften

Det voldsomme angreb sker i et land, der ellers er forholdsvis hærdet af flere års krigshandlinger.

- Det ændrer formentlig ikke så meget sådan umiddelbart. Men det er et tegn på, at regeringen har svært ved at opnå kontrol selv i Mogadishu, siger Mette Knudsen.

Ingen har ifølge nyhedsbureauet Reuters erklæret, at de står bag angrebet lørdag. Ifølge ambassadøren har der ved tidligere angreb dog været et klart mønster i, hvem bagmændene var.

- Den her skala angreb med så stor en bilbombe, der fører til at så mange omkomne, er typisk terrororganisationen al-Shaabab, siger hun.

Hun forklarer, at landet generelt har mange konflikter mellem klaner og andre parter. Men større angreb mod regeringen og hovedstaden, Mogadishu, er det hidtil kun al-Shaabab, der vist kapacitet og vilje til at gennemføre.

Det jihadistiske al-Shaabab har erklæret sin loyalitet til den internationale islamistiske organisation al-Qaeda.

De kontrollerer ikke længere dele af Mogadishu, men er ifølge Reuters i kontrol i dele af landets mindre befolkede egne, hvorfra der føres en guerillakrig mod regeringen i Somalia.

/ritzau/