Så er der igen røre i Amagerbanken.
Bankens administrerende direktør, Jørgen Brændstrup, har sagt sin stilling op.
Det meddeler han forud for en ekstraordinær generalforsamling onsdag, hvor bestyrelsen ventes at blive udskiftet.
"Amagerbanken har i dag modtaget den administrerende direktør, Jørgen Brændstrups, opsigelse af sin stilling som administrerende direktør i banken med kontraktligt varsel," hedder det i en meddelelse til Fondsbørsen.
Storaktionær Karsten Ree har forud for generalforsamlingen meldt klart ud, at han vil af med bestyrelsesformanden og næstformanden i banken.
Karsten Ree vil i stedet sætte sin egen advokat Niels Heering ind på formandsstolen i stedet for den nuværende formand, Niels Erik Nielsen.
Jørgen Brændstrups opsigelse komme ikke bag på Thomas Berngruber, der er formueforvalter i Formueplejes investeringsteam.
"Det er en forlængelse af de ønsker, der har været fra Karsten Ree og andre aktionærer om at få skiftet ud i ledelsen. Dagsordenen var først og fremmest bestyrelsen, men nu lægger man så ud med at meddele, at Jørgen Brændstrup siger op," siger Thomas Berngruber til Newspaq.
Han forventer, at meddelelsen om bestyrelsesformandens afgang kommer senere på dagen.
"Det vil undre mig meget, hvis det ikke sker. Karsten Ree har opbakning fra de to bestyrelsesmedlemmer, der er indsat af Finansiel Stabilitet og fra andre aktionærer, der også ønsker at se forandringer," siger Thomas Berngruber.
Amagerbanken er af to omgange blevet reddet fra konkurs, ved at blandt andre Karsten Ree har skudt flere penge i banken.