Alternativet vil indføre plantebaseret mad på plejehjem og skoler

Alternativet i København vil regulere skolemaden, der i fremtiden skal bestå af 100 procent plantebaserede måltider. (Foto: Foto: Philip Davali / Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix)

Plejehjem, skoler og daginstitutioner skal diske op med en menu bestående af 100 procent plantebaseret mad, lyder det fra Alternativet. Hos Dansk Folkeparti ryster man på hovedet.

Alternativet afviste forleden Dansk Folkepartis forslag om, at daginstitutioner og folkeskoler skal servere svin mindst én gang om ugen.

- Institutionerne må selv finde ud af, hvad det er for noget mad, de serverer, lød det fra Carolina Magdalene Maier, der er politisk ordfører i partiet, der hidtil har ment, at landets skoler og institutioner selv skal have lov til at bestemme, hvad der står på menukortet.

Men nu tyder noget på, at Alternativet har ændret kurs på dét område.

Altinget skriver i dag, at Alternativet i København på torsdag vil fremsætte et forslag om, at alle hovedstadens institutioner - heriblandt plejehjem, vuggestuer og arbejdspladser - skal diske op med en menu bestående af 100 procent plantebaseret mad.

Forslaget, der i næste uge vil blive taget op på et møde i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation, får opbakning af Carolina Magdalene Maier, der tidligere har været imod en politisk regulering af kosten på skoler og andre institutioner:

- Hvis der er noget, vi mener er nødvendigt for at fremme den grønne omstilling, mener vi faktisk, at det trumfer antireguleringshensynet, siger Carolina Magdalene Maier til Altinget.

Hos Dansk Folkeparti ryster man på hovedet af forslaget:

- Det er sådan, vi kender Alternativet. Der er ingen rød tråd. Det blæser i vinden. Det er et ret kaotisk parti, udtaler Alex Ahrendtsen, kultur- og folkeskoleordfører i Dansk Folkeparti.