Tre mænd, der er sigtet i sagen om millionstøtte til den kurdiske organisation PKK, blev tirsdag løsladt ved et retsmøde i Københavns Byret.
Mandag blev fire andre sigtede løsladt af politiet, fordi de ikke længere kunne påvirke efterforskningen.
En af de fire blev dog kort efter anholdt igen. Denne gang var begrundelsen, at Tyrkiet har begæret ham udleveret for overtrædelse af den tyrkiske terrorlovgivning.
Politiet ønskede ham på den baggrund fængslet igen, men dommeren bestemte, at han skulle løslades.
Anklager Jakob Buch-Jepsen kærede på stedet løsladelsen af de tre mænd, men ikke af manden, som Tyrkiet kræver udleveret.
Han krævede desuden, at kæren fik opsættende virkning, så de tre mænd skulle blive bag tremmer, til landsretten har talt, men det blev afvist på stedet af dommeren.
I alt er 11 mænd sigtet for at have deltaget i indsamlingen af 67 millioner kroner til PKK, som står på terrorlisterne i blandt andet EU og USA.
Politiet mener, at der i løbet af tre år er indsamlet 67 millioner kroner til PKK. Desuden skal der være formidlet yderligere cirka 140 millioner kroner fra PKK-kredse i Danmark til PKK, hævder politiet.
Selv om der endnu ikke er udfærdiget et anklageskrift, er det blevet aftalt, at retssagen skal begynde i august 2013 og løbe helt frem til februar 2014.
Samtlige sigtede, hvoraf nogle er forretningsdrivende, nægter sig skyldige.
Anholdelserne skete i september, og efterforskningen er en udløber af sagen mod tv-stationen ROJ tv, som anklages for at være talerør for PKK.
Københavns Byret har fundet ROJ tv skyldig, og for tiden behandles ankesagen i Østre Landsret.
/ritzau/