Søndag aften blev håbet endegyldigt slukket for pårørende til de savnede efter en voldsom hyttebrand i den norske kommune Andøy.
Således blev de sidste to personer, der var savnet efter branden, fundet døde. Dermed har i alt fem personer mistet livet i branden - fire af dem under 16 år.
- Det er med et tungt hjerte, at vi nu konstaterer, at denne brand har krævet fem menneskeliv. Politiet er lettet over, at vi har formået at finde dem, som var savnet, men dette er en tung dag for de pårørende og lokalsamfundet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Ingen af de omkomne er blevet endeligt identificeret endnu, og politiet arbejder fortsat på stedet - blandt andet i forsøget på at fastlægge brandårsagen.
I alt seks personer - to voksne og fire børn - befandt sig i den afsidesliggende hytte, da der pludselig opstod en brand natten til lørdag.
Relationen mellem de seks personer er endnu ikke bekræftet af norsk politi.
En mand formåede at undslippe branden og måtte løbe fire kilometer for at ringe til alarmcentralen.
Da beredskabet nåede frem til stedet, var hytten allerede nedbrændt.
Den lille bygd Henningsvær med blot 470 indbyggere er i chok efter branden, der altså kostede fem personer livet.
- Vi er næsten lammet. Vi er så lille et samfund, at enten er man i familie, eller også er man venner, og det gør, at det rammer os så hårdt, siger Trygve Rom, der er chef for borgerforeningen i Henningsvær, til TV2 Norge.
Norsk politi mener ikke, at der på nuværende tidspunkt er noget, der tyder på, at der ligger noget kriminelt bag branden.
Det norske kriminalpoliti, Kripos, har sendt efterforskere til stedet for at hjælpe det lokale politi med at fastlægge brandårsagen og for at identificere ligene.
Det arbejde kan dog vise sig at blive svært på grund af brandskadernes omfang.
- Ud fra de billeder, jeg har set, så bliver det svært at finde årsagen til branden. Derudover ligger der et stort arbejde i at identificere de døde, forklarer sektionschef i Kripos Håvard Haftor Arntzen til NRK.
/ritzau/NTB
/ritzau/NTB