Der er ikke flere demonstranter tilbage på Hongkongs Polytekniske Universitet.
Det siger universitetets vicepræsident, Miranda Lou, onsdag.
Dermed ser belejringen af universitetet ud til at være slut.
- Vi har forsøgt at håndtere situationen på bedste vis. Vi har allerede gjort, hvad vi kunne, siger hun.
- Vi håber, at vi snart kan genåbne skolen, påbegynde renoveringsarbejdet og mindske konsekvenserne for vores elever og forskningsprojekter, tilføjer hun.
Det er uvist, hvor mange demonstranter der har barrikaderet sig på universitetet de seneste dage.
For en uge siden blev det meldt ud, at der var færre end 100 demonstranter tilbage på Hongkongs Polytekniske Universitet, hvor politiet ventede udenfor – klar til at pågribe dem.
I forrige weekend blev flere end 1000 demonstranter anholdt på universitetet, som har været centrum for voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter.
Nogle har overgivet sig, mens andre er blevet pågrebet i forsøg på at undslippe ordensmagten, blandt andet ved at klatre ned ad reb, hoppe op bag på motorcykler, som stod klar udenfor, eller snige sig ud gennem kloakrør.
Hongkongs prodemokratiske kræfter løb med en sejr uden fortilfælde søndag i lokalvalget, hvilket lægger et nyt pres på Hongkongs upopulære regeringsleder, Carrie Lam, og styret i Beijing, der støtter hende.
Optakten til valget var præget af mange måneder med demonstrationer i byen, der officielt er et selvstyreområde i Kina.
Særligt de seneste uger gik det voldsomt for sig. Demonstranter blokerede veje og barrikaderede sig på det polytekniske universitet, og politiet brugte flittigt tåregas.
En demonstrant døde efter et fald på flere etager. En anden blev skudt på klos hold af en betjent.
Men selve valgdagen var usædvanligt rolig.
I forhold til det seneste valg blev valgdeltagelsen næsten fordoblet til 71 procent, og resultaterne bød også på store forandringer: De prodemokratiske partier løb med næsten 400 af 452 sæder. Det er mere end en tredobling og det klart højeste i de 20 år, lokalvalgene har eksisteret.
På et pressemøde tirsdag sagde Carrie Lam, at hun erkender, at resultatet af lokalvalget i weekenden viser en utilfredshed med den kinesiske regering.
Lam sagde videre, at hun håber på, at freden fortsætter efter valget.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters