Algeriets præsidentkontor oplyser onsdag aften, at der skal holdes præsidentvalg 4. juli.
Landets midlertidige præsident, Abdelkader Bensalah, kom allerede tirsdag med et løfte på algerisk tv. Efter mange ugers folkelige protester mod regimet lovede han at sikre frie valg.
Det var demonstranterne, som pressede landets præsident til at træde tilbage. Abdelaziz Bouteflika havde siddet i 20 år.
Der er ikke givet yderligere oplysninger om præsidentvalget 4. juli.
Tidligere fredag sagde Algeriets hærchef, Gaid Salah, at han regner med, at medlemmer af den regerende elite, der arbejder i landets gasindustri, vil blive sigtet for korruption.
Han lod forstå, at han støtter frie valg, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er den hidtil stærkeste antydning af, at hæren har indtaget rollen som kongemager efter den skrantende 82-årige Abdelaziz Bouteflikas afgang.
- Hæren vil opfylde folkets krav, sagde Salah.
Demonstrationerne mod regimet har stort set været fredelige. Men folk på gaden viste, at det ikke var nok, at Bouteflika forsvandt som præsident sidste tirsdag.
Det er også de, der i årevis har arbejdet for regimet, som de hundredtusinder af demonstranter ønsker væk.
Alle øjne er nu rettet mod, hvad der sker på fredag. Det har været på denne dag i ugen, at de store demonstrationer har rullet gennem hovedstaden Algier og andre byer siden februar.
Tirsdag brugte politiet for første gang under protester fra studerende tåregas og vandkanoner mod studerende i Algier.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP