Algeriet er kendt for ikke at forhandle med terrorister. Og derfor skred specialstyrker til handling og angreb ad flere omgange det besatte gasfelt i In Aménas, hvor gidseldramaet nu er slut.
Men det kommer ikke til at betyde en diplomatisk krise, vurderer Rasmus Alenius Boserup, mellemøstekspert hos Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
- Der er generelt en opfattelse af, at algerierne normalt klarer det meget godt. Det er mere på det økonomiske plan, hvor man nu vil opleve, at udlændinge trækkes ud af landet. Og det er enormt ødelæggende, siger Rasmus Alenius Boserup.
- Nu skal de ud og overbevise verdenssamfundet om, at de trods gidseldramaet stadig har styr på sikkerhedssituationen. Så det her er rigtig, rigtig skidt for landets produktion af naturgas og samhandel, fortsætter han.
Og netop Algeriet har nogle af verdens største naturgasreserver. Mens naturgas er rygraden i det nordafrikanske lands energiforsyning, udgør det samtidig dets vigtigste eksportvare. Algeriet er verdens næststørste eksportør af naturgas.
Landet har de seneste 13 år gradvist forsøgt at blive en del af verdenssamfundet, siden Abdelaziz Bouteflika blev præsident i 1999. Han er valgt for det socialistiske parti Front de Libération Nationale.
- Det er en helt klar politik, at Algeriet vil skabe ro på bagsmækken og blive integreret i verdenssamfundet. Det kommer ikke til at blive ødelagt af det her. Men det er det store samarbejde, der kommer til at bløde under det her, siger eksperten.
Og heller ikke blandt befolkningen er der stor opbakning til de islamistiske terrorister bag gidseldramaet:
- Opbakningen til terrorister er yderst marginal. Grupperne er trukket fra nord til syd, for opbakningen i nord er meget, meget lille. Det her gidseldrama er ikke et politisk problem, men et sikkerhedsmæssigt, siger Rasmus Alenius Boserup.
/ritzau/