Alexis Sánchez: United skal købe spillere som Arturo Vidal

Sport
Manchester United spiller sin første kamp i Premier League fredag mod Leicester. (Foto: Foto: Andreas Gebert/arkiv/Reuters)

Manchester Uniteds chilenske angriber mener, at klubben skal købe erfarne spillere, hvis de vil vinde trofæer.

Torsdag er den sidste dag denne sommer, at de engelske Premier League-klubber kan købe spillere.

I storklubben Manchester United har der indtil videre ikke været meget transferaktivet, men holdets chilenske angriber Alexis Sánchez mener, at klubben skal ud og købe nogle erfarne spillere, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde nogle af de store trofæer.

Spillere som Sanchez' landsmand Arturo Vidal, der i sidste uge skiftede til FC Barcelona.

- Vi er nødt til at købe store spillere med erfaring.

- Han (Vidal, red.) er en fantastisk spiller og min holdkammerat i Chile. Han er et eksempel på den type spiller, vi er nødt til at købe, hvis vi vil vinde pokaler og kæmpe med på højeste niveau, siger Sanchez ifølge Reuters.

Manchester Uniteds trup er denne sommer blevet suppleret med den brasilianske midtbanespiller Fred, den portugisiske forsvarsspiller Diogo Dalot og målmand Lee Grant.

Ud er røget midtbanespilleren Michael Carrick, der har stoppet karrieren, og Daley Blind, som blev solgt tilbage til hollandske Ajax, som han skiftede til United fra tilbage i 2014.

Transfervinduet lukker torsdag klokken 18 dansk tid for Premier League-klubberne. Da klubber i de andre store, europæiske ligaer kan købe spillere frem til 31. august, har de engelske klubber stadig mulighed for at sælge spillere til udenlandske klubber efter torsdagens deadline.

Manchester United spiller sin første kamp i Premier League fredag mod Leicester.

/ritzau/