Avisen.dk har været på gaden for at spørge forskellige danskere om, hvad den bedste julegave, de nogenside har fået, er.
Den københavnske kendisfrisør Dennis Knudsen er ikke i tvivl om, hvad den bedste gave, han nogensinde har fået til jul er.
- Min bedste julegave? Det er mine to hunde, fortæller den 52-årige Dennis Knudsen, der privat er gode venner med grevinde Alexandra.
Ligesom Alexandras eks-svigerfamilie er også Dennis Knudsen glad for de små firbenede væsener.
Hans to små hunde Messi og Lady, af arten bichon havanais, er med på Kalvebod Brygge for at blive luftet.
Og en julegave af kød og blod er også den bedste, som Palle Larsen, 62 år, der arbejder som arbejdsmiljøkonsulent, har fået. Han fik juleaften besked fra sin kæreste om, at parret skulle have en søn.
- Det var min første søn i 1988, ja det var den bedste gave jeg kunne ønske mig. Jeg fik så også én til, men han kom jo på den anden side af jul, fortæller Palle Larsen.
Spørger man boghandler Dorit Bach, er det kunst, der ligger øverst på hendes favoritliste over julegaver.
- Min bedste julegave? Den var svær. Den bedste gave jeg nogensinde har fået er to figurer af Leif Sylvester, siger Dorit Bach som er 63 år gammel.