Bjerringbro-Silkeborgs håndboldmænd måtte søndag aften se sig slået med 23-26 af makedonske HC Metalurg i Champions League.
Bjerringbro-Silkeborg førte ellers 14-11 ved pausen, men danskerne kunne ikke lukrere på, at gæsterne blev ramt af hele seks tominutters udvisninger i kampens sidste 20 minutter. Og det blev ifølge træner Carsten Albrektsen afgørende
- Vi er meget skuffede. Vi havde kontrol over kampen i 45 minutter, men det bliver afgørende, at vi taber perioderne, hvor vi er seks mod fem, siger Carsten Albrektsen til klubbens hjemmeside.
- Jeg synes, vi spiller en storartet første halvleg i forsvaret og i kontraspillet. Og vi er meget skuffede over at tabe i de sidste 15 minutter.
Træneren peger også på HC Metalurgs serbiske målmand Darko Stanic som et afgørende element i makedonernes sejr.
- Stanic viser, hvor fremragende en målmand, han er. Og det bliver vigtigt for Metalurg, siger Albrektsen.
Bjerringbro-Silkeborg har to point efter de første tre Champions League-kampe og ligger på en femteplads i gruppe C. De fire bedste fra gruppen går videre.
/ritzau/