Al-Shabaab truer den kenyanske regering og vestlige allierede efter gidseldramaet i Nairobi, hvor den militante somaliske gruppe tidligere på ugen stod bag drab på flere end 60 personer i indkøbscentret Westgate.
Angrebet i det populære indkøbscenter i den kenyanske hovedstad var en "besked til vesterlændinge", som støtter Kenya, hedder det i en lydoptagelse med al-Shabaab-lederen Ahmed Abdi Godani ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den al-Qaeda-tilknyttede oprørsgruppes leder siger, at det 80 timer lange blodbad var en advarsel til vestlige lande, som har "støttet Kenyas invasion (af Somalia), der har kostet muslimer livet på grund af en interesse i deres (de vestlige landes) olieselskaber."
I lydoptagelsen siger Ahmed Abdi Godani videre, at de kenyanske styrker skal forlade Somalia, ellers vil al-Shabaab angribe igen.
Den somaliske gruppe angreb indkøbscentret i Nairobi lørdag, og først tirsdag kunne Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, træde frem og sige, at gidseldramaet var overstået.
Kenya er naboland til Somalia, og Kenya støtter den somaliske regering med sikkerhedsstyrker mod al-Shabaab.
/ritzau/AFP