Hovedstadens Akuttelefon 1813 modtager flere opkald om senfølger af lattergasmisbrug.
Det skriver DR.
- Der bliver blandt andet ringet ind om angstanfald, forfrysninger, beretninger om blandingsmisbrug og langvarigt koncentrationsbesvær, siger Asmus Bisgaard, overlæge ved Hovedstadens Akuttelefon, til DR.
I 2017 modtog akuttelefonen 11 opkald om problemer med lattergas. Sidste år var der 29 henvendelser. Og i år har der allerede været 22 opkald.
Lattergas virker ifølge rådgivningsportalen Giftlinjen ved at fortrænge iltindholdet i blodet. Det giver en kort, euforisk rus. Derfor er det ikke usædvanligt, at brugerne indtager mange patroner lige efter hinanden.
De umiddelbare symptomer kan ifølge Asmus Bisgaard typisk være hovedpine, svimmelhed og kramper. Men et stort forbrug kan få mere alvorlige konsekvenser på længere sigt.
- Det kan være langtidsskader i nervesystemet, der gør, at man mister følesansen og dermed førligheden. Man kan få leverskader. Og det værste er, at man kan dø af iltmangel, siger overlægen.
Også Giftlinjen har oplevet en stigning i antallet af henvendelser om lattergas. Her er der tale om en fordobling - fra 20 til 40 - i perioden 2016 til 2018.
- Folk kommer ind med føleforstyrrelser i hænder og fødder, arme og ben, og nogle kan ikke stå på benene, så slemme er de her følgevirkninger, siger overlæge Dorte Fris Palmquist fra Giftlinjen til DR.
Hun mener, at der i nogle tilfælde kan være tale om varige skader.
/ritzau/