Formand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), er parat med 15 millioner kroner fra en speciel bufferpulje til at rette op på problemerne med den nye akuttelefon.
Venstre støtter som udgangspunkt forslaget, men partiet opstiller dog flere betingelser, lyder det.
- Det forekommer jo fuldkommen absurd allerede 11 dage inde i det nye år at skulle forgribe sig på en pulje til uforudsete udgifter, skriver Martin Geertsen, Venstres politiske leder i regionen, i en pressemeddelelse.
- Men alle sejl skal sættes til for at rette op på dette dårligt forberedte projekt. Derfor støtter Venstre forslaget om ekstra penge til akuttelefonen, men det bliver ikke uden betingelser, tilføjer han.
Venstre har tre krav, hvis partiet skal give grønt lys til at bruge 15 millioner ekstra på akuttelefonen 1813.
Partiet kræver først og fremmest, at planlægningen af 1813-systemet undersøges til bunds i form af en ekstern undersøgelse.
For det andet skal de 15 millioner kroner udmøntes politisk, og for det tredje skal der sættes en skæringsdato for systemets funktionalitet, hvor 90 procent af alle opkald er besvaret inden for tre minutter, lyder det fra Martin Geertsen.
Den nye akutordning trådte i kraft 1. januar og har været genstand for voldsom kritik på grund af lange ventetider.
Region Hovedstaden har med indførslen af 1813-telefon sikret dens borgere én vej til akut lægehjælp. Ordningen visiterer nemlig både til lægevagten og til akutmodtagelsen.
Når man ringer, får man en sygeplejerske i røret, som så vurderer, om man skal tale med en læge, møde op eller i telefonen få råd og vejledning om sygdom.
/ritzau/