Når du næste gang ser statistikken over antallet af arbejdsløse i Danmark, så fortvivl ikke.
Selvom den vil vise en markant stigning i antallet af folk uden job, så er det ikke, fordi flere har fået fyresedlen. Danmarks Statistik har bare ændret sin optællingsmetode af de ledige.
Hidtil har dem, som er i aktivering, ikke været talt med i gruppen af arbejdsløse, men det bliver de fra næste uge, når Danmarks Statistik kommer med sine nye arbejdsløshedstal, skriver DR Nyheder.
De seneste tal viste 113.000 ledige, men med de aktiverede inddraget også, så ville antallet af personer uden arbejde lande på 171.000 eller 6,3 procent af arbejdsstyrken. Begrebet kaldes bruttoledighed, og her tæller man både registrerede og aktiverede ledige.
Den nye opgørelsesmetode er langt mere retvisende end den metode, man tidligere har benyttet, mener flere økonomer.
"Bruttoledigheden omfatter alle, der kan modtage en form for offentlig ydelse i form af dagpenge og kontanthjælp. Derfor er tallet mere retvisende, når man ser det ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt," siger Steen Nielsen, arbejdsmarkedspolitisk chef i Dansk Industri (DI), til DR Nyheder.