Claus og Camilla Peylecke og deres tre drenge Lucas, Oscar og Marcus er på besøg på Frilandsmuseet i Lyngby, hvor børnene kan se, hvordan danskerne levede for hundredvis af år siden.
Claus og Camilla tager tit på udflugter med børnene og de leger, taler og spiller meget sammen. Derfor har de tre drenge en betydelig større chance for at få en god uddannelse, end hvis Claus og Camilla var mindre aktive forældre.
En aktiv familiekultur er nemlig afgørende for, hvordan børnene klarer sig i uddannelsessystemet, viser en ny undersøgelse foretaget for Ugebrevet A4.
- Familiekulturen spiller en utrolig stor rolle for, hvordan børnene klarer sig i skolen. Børnene bliver klogere af, at forældrene taler med dem, leger med dem og tager på udflugter med dem, siger Lars Olsen, journalist på Ugebrevet A4, der står bag undersøgelsen og er forfatter til bogen Den Nye Ulighed .
Ikke dyrt eller besværligt
Især børn af ufaglærte forældre har glæde af et aktivt familieliv. De har for eksempel næsten dobbelt så stor chance for at komme i gymnasiet og får markant bedre karakterer, hvis familiens medlemmer er aktive sammen, viser undersøgelsen.
Og det behøver hverken være dyrt eller besværligt at være aktiv sammen med børnene.
- Den ufaglærte familie eller håndværkerfamilien skal ikke til at opføre sig som akademikere for at give deres børn bedre chancer. De skal være aktive på deres egne præmisser. En tur i skoven eller en snak om et tv-program kan give børnene lige så meget som en debat om Irak-krigen eller partipolitik, forklarer Lars Olsen.
Det bakkes op af lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Bente Jensen, der har forsket meget i social arv.
- Før i tiden har man fokuseret meget på børnenes intellektuelle udvikling, når den sociale arv skulle brydes. Men børn skal også stimuleres socialt, følelsesmæssigt og kulturelt for at udvikle sig. Det er derfor børnene bliver klogere af at komme i skoven og på museum, forklarer hun.
Uden bagtanker
Det er dog uden bagtanker om en kommende akademisk karriere for børnene, at familien Peylecke er taget på Frilandsmuseet.
- Vi tager på udflugter sammen for at have det sjovt sammen og tilbringe kvalitetstid med hinanden. Men det er da en dejlig sidegevinst, hvis det også giver børnene bedre chancer fremover, siger Claus Peylecke.
Parret har ikke selv lange uddannelser bag sig. Claus Peylecke er sælger, og Camilla arbejder i butik og på lager. Det vigtigste for dem er da heller ikke, hvilken uddannelse børnene får, men at de bliver lykkelige.
- Men de må da gerne i hvert fald komme i gymnasiet. Og jeg håber da heller ikke, de har tænkt sig at rende rundt på bistandshjælp, tilføjer Claus Peylecke.