Daniel Agger døjer med så slemme skader, at de efter alt at dømme tvinger den danske Liverpool-back til ufrivillig kamppause resten af året.
Det fortæller landsholdsspillerens agent, Per Steffensen, til Politiken.
"Daniel har været til undersøgelse hos en specialist i London og skal det igen. Han skal holde sig totalt i ro fem uger endnu og derefter genoptræne i tre uger," fortæller han.
"Det er en lægmuskel, som har revet sig løs fra en knogle, og der har været problemer med at få skaden til at hele normalt".
Italienske og britiske medier spekulerer i, om Aggers fremtid ligger hos de røde i Liverpool, som han ellers har kontrakt med til sommeren 2014. Mesterholdet Inter florerer på rygtebørsen som bud på et muligt klubskifte.
Det er Liverpool, der bestemmer, siger Per Steffensen, som tilføjer:
"Men det er klart, at hvis Daniel er 100 procent frisk, i orden og i topform, og han har en manager, der ikke vil bruge ham, så har vi en ny situation. De fleste vil vel tage det op til nøje overvejelse, hvad der skal ske, såfremt manageren foretrækker at bruge andre spillere."