Da Danmark og Tjekkiet tørnede sammen i efteråret i Parken, var gæsternes målmand Petr Cech 0-0-kampens helt store profil med flere gode redninger.
Inden aftenens omvendte opgør i VM-kvalifikationen har den danske lejr stor respekt for Chelsea-keeperen.
- Vi må sige, at ham, der er deres bageste mand, ham der står inde på målstregen, det var ham, der var skyld i, at vi ikke fik to point mere i den første kamp mellem os.
- Cech er en verdensklasse keeper, og han har få dårlige dage, så vi kan kun håbe. På den front er de meget stærke, siger landstræner Morten Olsen.
Den danske landsholdsanfører, Daniel Agger, der til dagligt spiller i Liverpool og derfor kender Cech ganske godt fra Premier League, tilføjer:
- Morten er meget godt inde på det. Cech reddede det ene point for dem i Parken og tog to point fra os.
- Jeg har spillet mod ham en del gange, og jeg kan ikke erindre, at han har haft en dårlig kamp - ikke imod os i hvert fald.
- Det siger også noget om hans kvaliteter, at han har stået for Chelsea i så mange år nu. Det gør du ikke, hvis du ikke er en klassekeeper, siger Agger.
Begge hold er noteret for tre kampe i gruppe B, men mens tjekkerne har fem point, så har Danmark kun to.
Helt i front ligger Italien med 10 point, og dernæst følger Bulgarien med seks point - de to førerhold er dog noteret for fire kampe hver.
Aftenens kamp i Olomouc begynder klokken 20.30.
/ritzau/