Som anfører for landsholdet bakker Daniel Agger op omkring landstræner Morten Olsens beslutning om at vrage Patrick Mtiliga på landsholdet.
Det siger Agger efter 1-3-nederlaget til Italien i Milano.
- Uden at du skal blæse det hele op, for i princippet har det ikke noget med mig at gøre, så er det træneren, der bestemmer. Sådan er det. Og sådan har det altid været.
Hvad siger du som anfører for holdet til, at en af dine holdkammerater agerer på den måde, da han fik at vide, at han skulle varme op, men nægter at gøre det?
- Det er Mortens beslutning, og den står jeg bag. Det gør jeg 100 procent, siger Daniel Agger.
Patrick Mtiliga var så skuffet over ikke oprindeligt at skulle starte inde i VM-kvalifikationskampen mod italienerne, at han nægtede at varme op og spille kampen, da der opstod en skade.
Simon Poulsen, som var foretrukket i startopstillingen, måtte kort før kampstart trække sig med en skade, og så pegede Olsen på Mtiliga. Men han nægtede ifølge Olsen at varme op.
- Det forstår jeg ikke noget af. Nu ved ikke 100 procent, hvad der er sket. Men hvis det er sagen, så forstår jeg ikke noget af det, siger en forbavset Daniel Agger.
Han kan ikke umiddelbart huske, at han har været ude for noget lignende i sin karriere.
- Jeg ved ikke, om jeg har været ude for det før. Folk er forskellige. Vi er ikke alle sammen ens, siger Daniel Agger.