Det så ud til, at AGF for fjerde kamp i træk skulle miste point i slutminutterne, da Randers-angriber Mayron George kort før tid scorede i opgøret mellem Randers og AGF fredag aften.
Men en AGF-scoring på straffespark dybt inde i dommerens overtid endte med at sikre aarhusianerne det ene point.
Og det er et point, som AGF-træner Glen Riddersholm er særdeles glad for.
- Vi er midt i en overlevelseskamp, og vi er fremover nødt til at kæmpe alt, hvad vi har lært.
- Vi indkasserede et sent mål for fjerde kamp i træk, og det er selvfølgelig ikke i orden, men vi fik hurtigt rejst os fra asken, og det var vigtigt. Det var dejligt, siger Glen Riddersholm.
- Vi spillede lige op med Randers, og vi kom tilbage efter endnu en scoring mod os så sent i kampen, og det vidner om god moral, og så fortæller det mig samtidig, at der er masser at bygge videre på, siger Glen Riddersholm.
Det var dog med det yderste af neglene, at AGF fik raget det ene point til sig mod Randers, da scoringen blev sat ind af Morten "Duncan" Rasmussen på straffe dybt inde i overtiden.
Der var efterfølgende diskussion blandt spilleren omkring kendelsen, men AGF-anfører Morten "Duncan" Rasmussen er ikke i tvivl.
- Det er helt klart min følelse, at der var straffe. Han (Jonas Bager red.) havde godt fat om mig. Så det var der. Og når vi nu kom bagud igen så sent i kampen, så var det da dejligt, at vi alligevel endte med at få point med hjem, siger Morten "Duncan" Rasmussen.
AGF ligger efter resultatet i Randers på 11.-pladsen med tre point ned til Viborg på sidstepladsen.
/ritzau/