Zlatan Ibrahimovic har scoret 30 mål i 34 kampe for storsatsende Paris Saint-Germain. Derfor vil spekulationer om hans tilbagevenden til en mere attraktiv liga ikke stoppe.
Særligt klubber i Italien har været nævnt, men selv om der skulle være interesse, skal svenskeren ingen steder. Det siger hans agent.
- Han bliver i PSG. Jeg kan udelukke, at han returnerer til Italien. Jeg hører folk sige, at Zlatan er villig til at gå ned i løn for at komme tilbage, men det har han altså aldrig talt om, siger agenten Mino Raiola.
På samme måde afkræfter Raiola forlydender om et klubskifte hos en anden af hans klienter, brasilianeren Robinho. Han er ellers sat i forbindelse med klubben Santos i hjemlandet - en klub Robinho var lejet ud til i 2010, mens han spillede i Manchester City.
- Robinho ønsker at fortsætte i AC Milan. Jeg er ligeglad, hvad Santos vil. Det er nemmere at forlænge kontrakten i Milan, end at lave en ny, siger agenten.
/ritzau/