Præsident Trump har meget lidt respekt for verdens ledere på nær lige Ruslands stærke mand Putin. Hans private telefonsamtaler med ham mindede om "to fyre i et dampbad", forlyder det fra journalisten kendt fra Watergate-skandalen Carl Bernstein.
- Trump ville gøre alt for at få Putins respekt, bl.a. ved at udlevere mange af den vestlige verdens ledere og kalde dem uduelige, mens den erfarne KGB-mand og præsident ikke gav noget fra sig, hedder det.
Det er CNN, som kommer frem med afsløringerne, som ovennævnte Carl Bernstein har fået via kilder i Det Hvide Hus, som både har overhørt og båndet samtalerne.
Dumme Merkel
Det er ikke kun her, det er kendt, for Angela Merkels nære medarbejdere har – uden for citat – bekræftet, at Donald Trump og Angela Merkel har haft nogle "højst usædvanlige samtaler". Her kaldte Trump den tyske leder for "dum" og "i lommen på russerne".
Angela Merkel, som er blandt de mest magtfulde mennesker i verden ifølge Forbes, blev dog ikke intimideret, men satte bare Trump på plads med nogle kolde facts, forlyder det.
Anderledes reagerede den tidligere engelske premierminister Theresa May over Trumps verbale angreb. Han kaldte hende "svag" og "uden rygrad" fordi hun ikke ville lave en hård Brexit. Det frustrerede og gjorde hende ked af det, forlyder det.
Han har også kaldt sine forgængere Obama og Bush for fulde af "bullshit" og "ikke at have styr på noget som helst".
Tøsedreng
Også den australske leder Scott Morrison har fået kniven personligt og Canadas Trudeau samt Frankrigs Macron, sidstnævnte har han refereret til som "en lille tøsedreng".
Den tyrkiske præsident Erdogan, som Trump tit har rost for at være en stærk mand, har flere gange ringet til Trump og kommet hurtigt igennem. Så hurtigt, at Secret Service på et tidspunkt var bange for, at tyrkiske efterretningsfolk var lidt for effektive.
Ifølge rapporten fra Bernstein er alle i Det Hvide Hus godt klar over problemerne. Den tidligere stabschef (højst rangerende medarbejder i den amerikanske præsidents udøvende embede og seniorrådgiver for præsidenten) John Kelly har direkte sagt, at det er skadeligt for USA's nationale sikkerhed, at præsidenten er så ubehøvlet og skubber Vestens ledere fra sig.