Afslører nyt om boligmarkedet: Prisfesten flytter

Der bruges flere penge på bolighandler i Danmark, selv om købere har færre og færre boliger at vælge mellem.
Køberne brænder flere penge af på boligmarkedet end i mange år. Men der bliver længere og længere mellem de ledige lejligheder.
Køberne brænder flere penge af på boligmarkedet end i mange år. Men der bliver længere og længere mellem de ledige lejligheder. Foto: Skafte Rumle/Free

Bevæger man sig ud på boligmarkedet, vil man finde færre boliger i udbud end tidligere. Til gengæld skifter flere og flere penge hænder i handlen med boliger.

Det viser tal fra henholdsvis Boliga.dk og Boligsiden.dk.

I alt skiftede 174 milliarder kroner hænder mellem købere og sælgere af boliger i 2017, skriver Boligsiden.dk.

Det svarer til, at der hver time hele året rundt blev overført 19 millioner kroner i en bolighandel.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Mængden af penge i bevægelse på boligmarkedet vokser dermed støt sammenlignet med tidligere år.

For fem år siden blev der brugt halvt så mange penge på boligkøb, skriver Boligsiden.

Kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk Birgit Daetz peger på, at de voksende beløb næppe skyldes dybere lommer hos køberne men nok nærmere lavere renter - altså prisen på at låne penge.

Og så er prisfesten ved at flytte fra centrum af de store byer og ud i landet.

- I flere af de større byer er priserne begyndt at flade ud. Men fordi prisniveauet i forvejen er højt, og formentlig forbliver sådan, er salget flyttet længere væk fra centrum, siger hun og nævner Ringsted og Slagelse som eksempler.

Alene i juni skiftede 17,3 milliarder kroner hænder i forbindelse med handler af danske boliger.

Begynder man det nye år med at lede efter en ny bolig, er der længere mellem åbent hus-arrangementerne end i mange år, skriver Boliga.dk.

Måler man antallet af boliger i udbud ved årets start, har 2018 det laveste niveau i 11 år. Og der er særligt langt mellem ejerlejlighederne, hvor til-salg-skiltene er de færreste nogensinde målt.

Tidligere har tal fra Nykredit vist, at selv om flere boliger sættes til salg, kan udbuddet godt skrumpe imens. Det skyldes, at boligerne generelt er til salg i kortere tid end tidligere, inden en køber fjerner boligen fra markedet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.