Den 19-årige mand der forleden tog otte mennesker med sig i døden efterlod et tre sider langt håndskrevet afskedsbrev. Brevet er delt op til familien og til vennerne. I brevene tager Robert Hawkins afstand fra sin egen handling og trygler omverdenen om ikke at lade hans familie lide under hans handlinger.
- Jeg ved at alle vil huske mig som et monster. Men vær sød at forstå, at jeg ikke vil være en byrde for dem jeg holder af, skriver Robert Hawkins i brevet.
Hawkins har en forhistorie som psykisk ustabil. Den hæsblæsende mediestorm i USA gør det dog umiddelbart svært at vurdere om han har været ganske almindeligt teenageforvirret i en overnormaliseret verden eller om han har haft reelle psykiske problemer. Robert Hawkins bliver beskrevet som deprimeret og med alkohol og hashproblem. Han boede hos moren til to af sine venner efter at have truet sin stedmor med at myrde hende.
Op til drabene og selvmordet blev han forladt af sin kæreste og fyret fra sit job på McDonalds. Kort efter gik han ind i det lokale indkøbscenter Westroads Mall i Omaha og åbnede ild med sin AK-47. Han ramte og dræbte Gary Scharf (48), John McDonald (65), Angie Schuster (36), Maggie Webb (24), Janet Jorgensen (66), Diane Trent (53), Gary Joy (56) og Beverly Flynn (47).
I sit brev til familien skriver han, at han ikke længere vil være en byrde.
- Det har aldrig været min mening at såre jer, og jeg klandrer jer ikke for ikke at ville kendes ved mig. Jeg kan bare ikke længere være en byrde for jer og mine venner. I har det alle meget bedre uden mig, skriver han.
Brevet til familien slutter med en opremsning af dem han elskede. I brevet til vennerne skriver han, at de er de bedste venner man kunne ønske sig. Han har glemt at skrive et ord i den sidste sætning, hvor han skriver ’All I have to say is that I fuckin you guys’. Robert Hawkins glemte formenligt at skrive ordet love.