Afrikansk svinepest i Kina kan styrke dansk eksport

CHINA-ECONOMY-ENVIRONMENT-AGRICULTURE-PORK (Foto: Nicolas Asfouri/Ritzau Scanpix)

Kinas landbrug er ramt af den dødelige sygdom afrikansk svinepest. Det kan øge eksporten af dansk svinekød.

Danske svineavlere og slagterier kan muligvis se frem til et boost af deres eksport til Kina.

Det store lands svineproduktion er nemlig i løbet af august blevet ramt af tre udbrud af den yderst smitsomme sygdom afrikansk svinepest.

Ifølge områdedirektør for fødevare- og veterinære forhold i Landbrug & Fødevarer Jens Munk Ebbesen kan det betyde øget eksport, hvis kineserne skal til at hente mere svinekød udefra.

- Og så står Danmark meget stærkt på grund af den høje veterinærstandard, vi har inden for dyresundhed og fødevaresikkerhed, siger han.

Det er dog ifølge Jens Munk Ebbesen endnu for tidligt at sige noget nagelfast om, hvad de kinesiske problemer vil betyde for den danske svinebranche.

Tidligere udbrud af husdyrsygdomme i Asien har vist, at den danske fødevareeksport til en sygdomsramt region kan stige betragteligt.

Senest i 2004, hvor blandt andet Sydkorea blev ramt af fugleinfluenza, hvilket øgede eksporten af dansk fjerkræ til området markant.

Når Landbrug & Fødevarer alligevel tøver med at erklære et kommende eksportboom til Kina, skyldes det en usikkerhed om, hvor meget den afrikanske svinepest vil sprede sig.

Det er der dog ikke den store tvivl om, at den vil, siger professor i virologi ved Veterinærinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) Anette Bøtner.

- Det er overvejende sandsynligt, at spredningen er sket som følge af transport af smittede svin. Derfor tror jeg, at de tre tilfælde, vi er bekendt med nu, kun er toppen af isbjerget for Kinas problemer med afrikansk svinepest, siger professoren.

Ifølge hende er det første gang, at Kina oplever et udbrud af afrikansk svinepest.

Hvis Kina viser sig at være hårdt ramt af svinepest, og ikke får stoppet spredningen, kan det på kort sigt få priserne på svinekød til at stige.

På længere sigt vil det også betyde, at en større mængde kød bliver sendt østpå, siger bestyrelsesformand i Dansk Svineavl, Bo Kibsdal.

/ritzau/

Af Emil Villy Rømer Olsen, Ritzau