Politiet afhørte i dag den 10-årige pige, der i går blev fundet i en blodpøl i Hellerup, med tre kraniebrud. Men pigen var så medtaget af overfaldet, at lægerne afbrød afhøringen af hensyn til hendes helbred.
- Hun er i en tilstand, hvor hun falder i søvn hele tiden. Så vi fik ikke meget ud af hende andet end, at det var en mand, der kom løbende bagfra og slog hende i hovedet, siger Henning Schou Kofoed fra politiets drabsafdeling.
Politiet har i løbet af i går og i dag fået flere opringninger fra folk. De spor vil politiet nu gå videre med:
- Vi tager de mest interessant henvendelser først. Men vi regner ikke med, at der er det varme spor, som gør, at vi siger: Nu går vi ud og henter gerningsmanden, siger Henning Schou Kofoed.