Tirsdag var Fødevarestyrelsens Rejsehold på endnu et uanmeldt besøg hos den skandaleramte pizzakæde Domino's, skriver Ekstra Bladet.
Og kontrolrapporten fra pizzeriaet på Banegårdspladsen i Ballerup er for den verdensomspændende pizza-kædes kunder ikke den rareste læsning.
I rapporten bruger kontrollanterne ord som "fæces", "fastgroet gul urin", "snotklat", "bussemand", "slim", "snavs", "hår" og "plamager af skidt".
Ifølge Ekstra Bladet havde de ansatte noteret, at toilettet var rengjort lørdag, men kontrollanterne vurderede, "at toilettet ikke er blevet gjort rent for nylig, og forholdet har stået på gennem længere tid".
Og netop toilettet får kontrollanternes fulde opmærksomhed. De noterer følgende i rapporten:
"På væggen mellem toiletkummen og toiletpapiret er en indtørret rød-brun snotklat samt bussemand som er spredt ud på væggen. Gulvet femstod meget snavset med stænk af urin, mørke fastgroede ansamlinger og nullermænd samt et edderkoppespind. Ved toiletpapiret henstod en 1½ liters sodavandsflaske, som ud fra det oplyste bliver brugt til personlig hygiejniske foranstaltninger efter personalet har besøgt toilettet".
Rejseholdet skriver desuden, "at der er risiko for, at personale, som benytter det belastede toilet, bliver forurenet i en sådan grad, at de kan overføre sygdomsfremkaldende bakterier til fødevarer, som gør fødevarerne dem uegnet til konsum (at spise, red)".
Besøget udløste den sureste smiley og en bøde.
I rapporten kan man også læse, at kontrollanterne har givet Domino's i Ballerup "anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg. Anmærkninger hos sådanne virksomheder med dårlig
regelefterlevelse medfører to gebyrbelagte opfølgende kontrolbesøg".
Domino's har været i mediernes søgelys adskillige gange de seneste måneder. Blandt andre har Ekstra Bladet bragt flere artikler om sjusk, mens TV2 for nylig i programmet "Operation X" dokumenterede at der blandt andet blev fusket med holdbarheden på madvarer.