Mikkel Beha Erichsen var bestemt ikke fornøjet, da hans far, Troels Kløvedal, i 1978 udgav sin første bog, "Kærligheden, kildevandet... og det blå ocean", om livet på verdenshavene.
Det fortæller Mikkel Beha Erichsen ifølge Se og Hør i DR K-programmet "Kulturdynastier: Familien Kløvedal".
Bogen udkom, da Mikkel Beha Erichsen var en purk på 12 år, og et billede med den 12-årige Mikkel reklamerede for bogen på et kæmpestort banner på gågaden i Aarhus.
- Jeg gad ikke skille mig ud. Jeg havde det sådan: Kan I ikke tage det billede ned? mindes han og husker, at han kom gående med sine kammerater, da han så banneret.
– Og jeg håbede, at de andre ikke så det. For jeg gad ikke være ham, der hang to meter høj i et boghandlervindue, forklarer Mikkel Beha Erichsen i programmet.
Mikkel Beha Erichsen fortæller også om en opvækst med kollektiver og konstante rejser til verdens yderste afkroge sammen med sin far.
Den opvækst gav tv-værten en fast tro på, at han kan klare sig igennem alle situationer.
Flere kultur-familier
Programmet om familien Kløvedal er et af fire i en portrætserie om fire kendte danske kulturfamilier, og det aftryk de har sat på Danmark igennem generationer.
Udover familien Kløvedal har DR K-seerne stiftet bekendtskab med familien Winding og familien Trier. Tirsdag sendes det fjerde program, som handler om familien Koppel.
I programmerne fortæller familierne om, hvordan deres arv og miljø har formet dem som mennesker, samt hvilke afsavn og anstrengelser det kræver at leve et liv for fuld kunstnerisk skrue.