Ældre skal bruge computer til at bestille mad fra i kommune

- De oplever en stor frihed, siger projektleder om de ældre borgere i Hjørring, der som den første kommune i landet indfører digital madservice.
Ældre borgere i Hjørring Kommune kan snart bestille deres mad over nettet.
Ældre borgere i Hjørring Kommune kan snart bestille deres mad over nettet. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Gå på nettet og bestil mad fra kommunen.

Sådan lyder tilbuddet til borgerne i Hjørring, der som den første kommune i landet nu indfører digital madservice.

Ordningen skal spare tid og penge, men det skal også gøre hverdagen lettere for de borgere, der får leveret mad, siger projektleder Heidi Lynge Løvschall til DR P4 Nordjylland.
De fleste af brugerne er ældre, og mange er ikke vant til at bruge computere. Men de vil få al den hjælp, de har brug for, lover projektlederen.

Blandt andet opretter kommunen en særlig hotline, ligesom alle hjemmeplejere står klar til at assistere, når der skal bestilles eller afbestilles måltider.

- Når vi laver løsninger, skal der være plads til alle borgere. Men der er flere og flere ældre, der selv kan bruge computeren, siger Heidi Lynge Løvschall til DR P4 Nordjylland.

- De oplever en stor frihed i de digitale løsninger. Man er ikke afhængig af en kommunal åbningstid. Man kan gøre tingene, når det passer én selv, påpeger hun.
Hjørring Kommune er lige nu i gang med at teste den digitale madservice. Man regner med at lancere ordningen inden længe.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.