Ældre kvinde i chok: Bagbundet i sit eget hjem

En ældre kvinde blev mandag overfaldet og bundet til sin seng af en røver. Politiet søger vidner.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix/arkiv

En 69-årig kvinde oplevede et mareridt, da hun mandag blev overfaldet med slag af en maskeret mand, som derefter bagbandt hende til hendes seng under et røveri.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet var det et indbrud, der udviklede sig til et røveri, da kvinden overraskede tyven i hjemmet på Rolighedsvej i Flauenskjold mellem Aalborg og Frederikshavn.

Kvinden er meget chokeret efter røveriet, men er ikke kommet fysisk til skade. Hun er ikke sikker på, hvornår overfaldet fandt sted, men politiet mener, at det er sket tidligt mandag morgen.

Først sidst på formiddagen får hun vristet sig fri og alarmeret en nabo. Herfra blev politiet tilkaldt klokken 12.35.

Røveren har gennemrodet hele huset, men udbyttet fra røveriet er endnu ikke kendt.

Gerningsmanden beskrives som 35-40 år, mørk i huden og med kort, sort hår. Foruden en sort hætte med huller til øjnene var han iført mørkt joggingtøj med tre hvide striber på ærmerne - to smalle og en bred.

Ved middagstid blev en mand med samme signalement set gående væk fra Rolighedsvej i retning mod Flauenskjold Hallen.

Han trak en damecykel og medbragte en mørk kuffert. Desuden havde han en stor pose eller et net over skulderen.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, som har set manden forlade huset, eller som har set ham i Flauenskjold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.