Homer Simpson elsker de fedtede runde dejkringler.
Det samme gør amerikanske politibetjente, men også de ældre borgere i den amerikanske stat Massachusetts, der ikke vil finde sig i, at politikere i byen Ashburnham nordvest for Boston, ikke længere vil bruge penge på at servere doughnuts til morgenkaffen i byens ældrecenter.
Formanden for byens såkaldte Ældreråd, Francis Johnson, sagde på et møde i denne uge, at indtagelsen af de mange doughnuts må stoppe, fordi de er usunde, og fordi de ældre lever i et samfund, der i høj grad kæmper med sundhedsproblemer.
Det vil de ældre dog ikke finde sig i. Betty Bushee på 67 år kommer ofte i ældrecenteret, og hun mener ifølge Yahoo News, at "ingen har ret til at bestemme, hvad ældre mennesker spiser".
Hun får støtte af Lorna Fields, der også er medlem af Ældrerådet. Hun tror ikke på, at ældre borgere vil sætte tænderne i "gulerodsstave og andre sunde ting". Samtidig påpeger hun, at de aldrende borgere også tilbydes vindruer og ost til morgenkaffen.
En doughnut med creme indeholder omkring 350 kalorier.