Advokat om skud mod fængselsbetjent: Min klient er for tyk

Krimi
Det var foran Nyborg Fængsel - tidligere Nyborg Statsfængsel - fængselsbetjenten blev skudt. (Foto: Foto: Google Street View)

For snart to år siden blev en fængselsbetjent skudt i det ene ben foran Nyborg Fængsel. Onsdag falder der formentlig dom i ankesagen.

- Uden at fornærme ham er han simpelthen for overvægtig og tyk til at kunne gøre det.

Det konstaterede forsvarer Sten Balslev ifølge Fyens Stiftstidende under sin procedure tirsdag i Østre Landsret.

Her er ankesagen om skud mod en fængselsbetjent foran Nyborg Fængsel for snart to år siden ved at nærme sig sin afslutning.

Sten Balslev forsøgte således i proceduren, at udelukke at det var hans nu 22-årige klient, som skød fængselsbetjenten to gange i det ene ben.

- Det er ikke min klient, som med sin 105 kilos vægt skyder fængselsbetjenten og løber væk igen.

Den 22-årige, som var medlem af den nu nedlagte indvadrerbande Black Army, kan ganske simpelt ikke løbe så stærkt som overvågningsbilleder viste, argumenterede Sten Balslev.

Han mente samtidig at gerningsmanden skulle findes i bandegrupperingen Loyal to Familia - det har han hørt to gange i danske arresthuse.

Den 22-årige mand blev i september 2017 idømt seks års fængsel ved Retten i Svendborg. Det er den dom, som er anket til landsretten sammen med en dom til den tidligere leder af Black Army, 35-årige Wassim Daabas, på 10 måneders fængsel.

Onsdag afgør nævningene skyldsspørgsmålet. Findes de skyldige, ventes det også at der falder dom.