Det ændrer ikke en fløjtende fis, når alle Folketingets partier i går besluttede, at der skal ændres i loven om førtidspension.
Det siger advokat Mads Pramming til Ugebrevet A4.
Ændringen er blot en præcisering af den allerede eksisterende lov og en understregning af, at det nu skal være slut med at sende syge borgere i meningsløse ressourceforløb. Men advokaten tvivler på, at det ender sådan.
- Hvis jeg ser på det som jurist, så er ændringen et ret usædvanligt dokument. For det står direkte i forslaget, at man ikke ændrer loven. Det er blot en præcisering af loven til Ankestyrelsen og kommunerne, og det betyder, at der teknisk set ikke bliver ændret en fløjtende fis, siger han til Ugebrevet A4.
Postdoc og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Iben Nørup, giver ligeledes den nye præcisering en hård medfart.
- Man skal selvfølgelig altid passe på med at spå om fremtiden, men min vurdering er, at det ikke vil ændre noget. Jeg kan kun håbe, at jeg tager fejl, men jeg tror det ikke. Det kommer ikke til at betyde noget banebrydende for praksis, for man ændrer jo ikke grundlæggende ved kriterierne, og man gør heller ikke lovgivningen nævneværdig mere præcis, siger hun til Ugebrevet A4.
Både advokat og forsker roser dog ændringerne, der træder i kraft 1. juni, for de gode intentioner. Men i praksis regner de ikke med store resultater.
LÆS MERE: Ny aftale: Folketinget ændrer regler for førtidspension
Det skal være slut med meningsløse ressourceforløb
Det er beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der har foreslået præciseringen, der altså får fuld opbakning fra Christiansborg. Det gør han på baggrund af de mange historier om ressourceforløb, hvor dødsyge danskere hives fra arbejdsprøvning til arbejdsprøvning, selvom det er tydeligt for enhver, at de er for syge til at arbejde.
- Jeg er glad for, at vi nu gør det helt klart, at ressourceforløb skal give mening. Kommunerne skal kun igangsætte ressourceforløb, hvis de kan pege på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgerne kan udvikle arbejdsevnen, skriver han i en pressemeddelelse.
Også hos socialdemokraterne er man glad for ændringen:
- I årene efter reformen har vi set, at alt for mange syge mennesker er blevet trukket rundt ved næsen i ressourceforløb, hvor de simpelthen bare skal have en førtidspension, siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn (S) til Ugebrevet A4.
Og kritikken fra eksperterne? Det giver han ikke meget for.
- Uanset hvor gode ting man laver, så er der altid nogle, som kritiserer, siger han og understreger, at hvis de dårlige sager fortsætter med at komme frem, efter at den nye lov træder i kraft 1. juni, vil man kigge på sagen igen.
Ændringen får en noget mere lunken modtagelse hos Enhedslisten, der dog hilser enhver forbedring af reformen velkommen med kyshånd.
- Det er om ikke andet en lille bitte forbedring. Vi kunne ligeså godt stemme blankt, men vi vil ikke have det siddende på os, at vi kun stemmer for politik, som vi er hundrede procent enig i, siger vikarierende beskæftigelsesordfører Jette Gottlieb til Ugebrevet A4.