En 53-årig politichef må betale prisen for at have chattet med seksuelle undertoner med det, han troede var en 13-årig pige, men som viste sig at være en journalist fra Ekstra Bladet.
- Han har nok begået sit livs dumhed moralsk - både over for sig selv, over for sin arbejdsplads og sin familie. Det er en pris, han må betale, siger politichefens advokat, Klaus Ewald, til TV 2 News.
- Han skulle da holde snitterne langt væk fra at gøre det her, og det ved han godt. Han er dybt ulykkelig over det. Om man er politimand eller arbejdsmand Pedersen, det er sådan set ligegyldigt - man skal lade være med det, siger Klaus Ewald.
Politichefen blev søndag anholdt men er nu løsladt. Han er nu anholdt og ifølge Ekstra Bladet sigtet for forsøg på samleje med mindreårig. Han har ifølge avisen chattet med pigen, som han blandt andet gerne ville kramme og kæle med. Han arrangerede et møde med pigen, men stak af, da han opdagede, at journalister stod bag. Og mandens forsvarer mener, at pressen har lokket manden i en fælde.
- I sagen som sådan har man gjort, hvad man kunne for at trigge ham. Blandt andet ved at simulere, at hun var nøgen. Hun siger det fire gange, og der siger han helt klart: Klæd dig på og gå ned på gaden, jeg vil gerne mødes med dig . Og det siger han, fordi han er nysgerrig. De har chattet i tre måneder, og han vil vide, hvem der gemmer sig bag den her internetprofil, forklarer Klaus Ewald.
Han understreger, at retten må forholde sig til beviser.
- Det er tankespind, følelsesporno og en fornemmelse af et eller andet. En sammenkogt ret af hans stilling, hvad man kunne forvente, at han kunne have gjort, siger Klaus Ewald.