Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Pressemeddelelse fra Eniig
De har alle stor interesse for klima- miljø- og energiområdet. Og det er da også præcis inden for det felt, de seks folketingskandidater vil krydse klinger, debattere og besvare spørgsmål fra salen, når Eniig slår dørene op til en skarp politisk debat om Danmarks grønne omstilling.
Politikerpanelet består af Christina Egelund (LA), Marianne Jelved (RV), Bjarne Laustsen (S), Marie Bjerre (V), Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Mia Tang (K). Tine Gøtzsche, (som er en erfaren journalist kendt fra DR), skal styre slagets gang.
Den grønne dagsorden
Klima- og miljøspørgsmål er allerede blevet et af hovedtemaerne i valgkampen og løbende bliver ejerskabet af vores kritiske infrastruktur heftigt debatteret overalt i medierne. Og hvordan får vi sat yderligere skub i produktion af vedvarende energi? Det er blandt andet sådanne emner, som politikerne i panelet skal forholde sig til.
Valgarrangementet mandag den 1. april varer 1½ time fra 16.00-17.30 og foregår hos Eniig på Over Bækken 6 i Aalborg. Efter debatten byder Eniig på en forfriskning.
Gratis adgang for alle
Eniig har en ambition om at være proaktiv og toneangivende i energibranchen ved at sætte et tydeligt aftryk på den politiske dagsorden. Det foregår blandt andet gennem løbende dialog med landspolitikere, deltagelse i en række fagudvalg og fora, og nu også ved at lægge hus til valgarrangementer. Eniig opfordrer alle interesserede til at møde op.
- Vi er vært ved et åbent valgarrangement fordi vi også som andelsselskab opererer på demokratiske principper og ønsker at medvirke til at understøtte den demokratiske dialog på energiområdet. Som energi- og teleselskab er vi politisk uafhængige og ønsker ikke at støtte nogle kandidater over andre. Derfor har vores krav og succeskriterie været bred partipolitisk repræsentation til valgmøderne, hvilket vi er lykkedes godt med, pointerer Martin Romvig, som er administrerende direktør for Eniig.
Tilmelding er stadig mulig på eniig.dk/valgdebat efter først-til-mølle princippet.
For yderligere information:
Birgitte Eskildsen, Public Affairs Partner i Eniig, tlf. 4051 7074
Kontakt:
Presseansvarlig, Eniig Henrik Højlund tlf.: +45 41 78 08 17 email: hho@eniig.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/valgdebat-i-aalborg-hvordan-saetter-vi-strom-til-et-gronnere-danmark?releaseId=13571191
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.