Beskæftigelsesministeriet Ny effektiv tilsynsmetode fortsætter
PRM / Ny effektiv tilsynsmetode fortsætter
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.

Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

Arbejdstilsynets succes med at spotte arbejdsmiljøproblemer i bygge- og anlægsbranchen bliver også i år en fast del af hverdagen på landets byggepladser.

Siden 1. november 2017 har Arbejdstilsynet forsøgt sig med en ny tilsynsmetode i bygge- og anlægsbranchen kaldet Helhedsorienteret Tilsyn (HOT), fordi det er en af de brancher med flest alvorlige arbejdsulykker.

Den nye metode går i alt sin enkelthed ud på, at Arbejdstilsynet møder uanmeldt op på en byggeplads og afdækker arbejdsmiljøet på alle de virksomheder, der er på byggepladsen. Tidligere fokuserede man med det risikobaserede tilsyn på den enkelte virksomhed, der var udtaget til tilsyn. Samtidig er der øget fokus på forebyggelse med opfølgende dialogmøder og opfølgende tilsyn, hvor der har været arbejdsmiljøproblemer.

En sammenligning af de to hensyn viser, at tilsynet er blevet betydeligt mere effektivt:

  • Der gives i dag over tre gange så mange materielle afgørelser per 100 virksomhedstimer som ved det risikobaserede tilsyn (ca. 17 afgørelser pr. 100 virksomhedstimer mod tidligere ca. 5 afgørelser pr. 100 virksomhedstimer).
  • De tilsynsførende kører sjældnere forgæves med den nye tilsynsmetode (5,6 pct. af gangene mod 28 pct. af gangene tidligere). Det betyder, at Arbejdstilsynet kunne have ført tilsyn med 200-250 flere virksomheder på årsbasis, hvis det risikobaserede tilsyn havde været lige så effektivt som den nye metode (under antagelse af, at hvert forgæves tilsyn koster godt 1,5 time).

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

"Tallene taler jo deres eget tydelige sprog. Det tidligere tilsyn har ikke været skruet godt nok sammen, og mange ressourcer er blevet spildt. Jeg er meget ærgerlig over at se, at det risikobaserede tilsyn i byggeriet har givet os alt for lidt arbejdsmiljø for pengene. Resultaterne viser meget tydeligt, at kvalitet i tilsynet ikke kun er et spørgsmål om penge, men i høj grad også handler om at bruge ressourcerne klogere."

Med HOT er Arbejdstilsynet også blevet meget bedre til at finde arbejdsmiljøproblemer hos virksomhederne i branchen end med det risikobaserede tilsyn, som tidligere blev anvendt:

  • Der findes materielle arbejdsmiljøproblemer på 45,4 pct. af virksomhederne mod 13 pct. førhen.
  • Der er også en større andel af virksomhederne, der modtager afgørelser om ulykkesrisici (36,7 pct. mod tidligere 8,9 pct.) og muskel-skeletbesvær (5,8 pct. mod tidligere 2,7 pct.).

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

"Det er glædeligt at se, at den nye tilsynsmetode gør en forskel. Bygge- og anlægsbranchen er en branche, hvor alt for mange kommer til skade eller bliver slidt ned af dårlige arbejdsforhold, og det var også grunden til, at vi satte ind her med en særlig indsats. Vi skal se en forbedring på dette område, og derfor er jeg glad for, at vi i forligskredsen er blevet enige om at føre den nye tilsynsmetode videre."

En kvalitativ evaluering af dialogmøderne udført af PWC og Oxford Research viser desuden, at dialogmøderne i den nye metode bliver positivt modtaget, uanset om møderne er afholdt med virksomheder, på byggepladser eller med bygherrer. Deltagerne oplever en mere fri og åben dialog og giver udtryk for, at det er godt at møde Arbejdstilsynet uden den kontrollerende funktion.

Beskæftigelsesministeren vil til marts fremsætte forslag til en ændring af arbejdsmiljøloven, der gør det muligt at undtage virksomheder fra risikobaseret tilsyn og videreføre det helhedsorienterede bygge- og anlægstilsyn.

Kontakt:

Beskæftigelsesministeriet Pressevagt: 51232830

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk