Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
HK HANDEL og Dansk Erhverv Arbejdsgiver er efter sonderinger hen over de seneste dage blevet enige om at gøre endnu et forsøg på at forhandle en aftale på plads for 186.000 medarbejdere på Handelsområdet. Forhandlingerne genoptages torsdag kl. 14.00 hos Dansk Erhverv.
Overenskomstforhandlingerne blev afbrudt lørdag aften efter halvandet døgns forhandlinger, da parterne ikke kunne nå til enighed om den økonomiske ramme for en aftale.
HK HANDELs formand, Per Tønnesen, siger i forbindelse med genoptagelse af forhandlingerne:
- Jeg ser fortsat betydelige udfordringer foran os i de fortsatte forhandlinger. Der er elementer i en ny aftale, som vi skal finde en løsning på, som ikke er beskrevet i den aftale, der eksempelvis er indgået på industriens område, og det er bestemt ikke sikkert, at vi kan indgå en ny aftale. Men parterne er enige om at gøre endnu et forsøg, inden vi eventuelt må bede forligsmanden om at hjælpe os.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.